Foreningens historie i korte træk.

Ved foreningens 100 års jubilæum udkom et historisk jubilæumsværk om foreningen, “Et Hundredårsminde”, udarbejdet af militærhistorikeren, major i Den kongelige Livgarde, Ole A. Hedegaard. Bogen blev rost i høje toner af alle kritikere som “Bogen”, ikke alene om Garderforeningen i København, men om hele garderbevægelsen.
Major Ole Hedegaard skriv også en kronik i Frederiksborg Amts Avis. Den har vi af forfatteren fået lov til at bruge, i let tilrettet form, til en kort orientering om garderforeningens historie.

Garderforeningen i København, stiftet den 23. august 1885, er verdens ældste regimentsforening.
Den er i dag Danmarks største soldaterforening.
Foreningen fødtes i en politisk spændingsmættet periode. 1885 var det første provisorieår under Christian IX, den politiske temperatur stod på kogepunktet, og typograf Rasmussens revolverattentat mod landets statsminister J. B. S. Estrup opskruede spændingen i hovedstaden.

I denne ufredelige atmosfære samlede en lille flok gamle gardere, der havde gjort tjeneste i Den kongelige Livgarde til Hest og Livgarden til Fods, sig 25. august i selskabslokalerne i Linnegade 25.
De fandt hurtigt frem til, at der var behov for en sammenslutning af mænd, der havde gjort tjeneste i de to garderafdelinger (Hestgarden var blevet ophævet 1866), og som foreningens første formand blev valgt initiativtageren til mødet, assistent i Foreningen til Lærlinges Uddannelse Heinrich Philip Løber (1838 – 1923). Han blev derved samtidigt stifter af den første soldaterforening i Danmark.

Heinrich Philp Løber. (1838-1923). Veteran fra krigen 1864.
Initiativtager til foreningens stiftelse. Foreningens første formand.

Foreningens motto blev:

“For Kongen, vort Land og dets Værn”.

Selvfølgelig siger mottoet meget om foreningens målsætning, men en væsentlig del af foreningens formål – især i de første årtier – var dens bestræbelser for at hjælpe kammerater, som var havnet på livets skyggeside, og foreningen havde derfor i høj grad karakter af et broderskab i en tid, hvor det sociale sikkerhedsnet var uhyre stormasket.

Det viste sig hurtigt, at tanken om en sammenslutning af gamle gardere var sund og frugtbar, og få år efter begyndte tilsvarende foreninger at skyde frem rundt om i landet indtil i vore dage, hvor der i hele 69 foreninger i Danmark er ca. 12.000 medlemmer og der er 8 foreninger i udlandet med over 200 gamle gardere som medlemmer.

De første år var konsolideringens og opbygningens svære år. Det gjaldt jo om at skaffe de fornødne midler til at drive foreningen, og i den henseende var foreningens 2. formand, tidligere kommandersergent, krigsråd F. W. Paustian (1822 – 1908) især virksom.

Krigsråd, Stabssergent Fritz Wulff Paustian (1822-1908). Formand 1887-1902.

Udover at han i sin formandstid hvervede mange medlemmer og æresmedlemmer (f.eks. Zar Alexander III af Rusland og Kejserinde Dagmar, Christian IX (som protektor), Kronprins Christian (X) med gemalinde, Prins Jean af Orleans m.fl.), var han også utrættelig til at skaffe penge til foreningen. Således lykkedes det ham at få selveste zaren til at give et bidrag til anskaffelse af foreningens første fane!

Fanen blev indviet allerede i 1888, og på fanedugen er broderet en hest- og en fodgarder, der holder det danske rigsvåben mellem sig. Dette våbenmærke blev fra foreningens start anvendt på foreningens medlemsbreve, sener på Garderforeningens Månedsblad, der udkom fra 1904, og våbenmærket var på forsiden af Garderbladet fra dannelsen af samarbejdsorganisationen “De Danske Garderforeninger” (D. G.) i 1911 til i 1922. Garderbladet er stadigvæk De Danske Garderforeningers virksomme talerør, og det sendes til samtlige medlemmer i garderforeningerne.

“De Danske Garderforeninger” blev dannet, fordi der, især i årene umiddelbart før den 1. verdenskrig, efter forbillede af Københavnsforeningen, var dannet så mange foreninger landet over, at det var naturligt at have en fællesrepræsentation med præsidium og præsident.

Garderforeningens emblem stammer helt fra foreningens stiftelse. Emblemet er udformet som en medalje, der foran rigsvåbenet viser en hestgarderhjelm og en bjørneskindshue, en hestgarderpallask og et gevær. Emblemet bæres med kongelig tilladelse i krigsmedaljens bånd.

Verdenskrigen 1914 – 1918 betød en udbygning af foreningen med et stigende antal medlemmer, og mange var de aktiviteter af national rækkevidde, foreningen deltog i. Indkaldelsen af sikringsstyrken gennem fire år betød et stort socialt hjælpearbejde for de genindkaldte garderes familier. Foreningen spillede også en stor rolle ved oprettelsen af de mange frivillige bevogtningskorps under og lige før krigen.

Også de danske sønderjyder, som under krigen nødtvungent måtte deltage på tysk side, havde foreningens varme sympati. Da de første sønderjyske krigsfanger i 1919 ankom fra Frankrig til udveksling, modtoges de med jubel af københavnerne og fejredes stort af Garderforeningen.

Naturligvis var en så stor national forening stærkt involveret i genforeningsfestlighederne 1920.
Samme år glædede det foreningen at kunne byde et af sine medlemmer velkommen hjem til fædrelandet. Det var enkekejserinde Dagmar, der var undsluppet kommunisternes myrderier på zarfamilien og nu fik bolig på Hvidøre.

1920’erne betød for foreningen – som for resten af landets soldaterforeninger – nationalt golde år.
Verdenskrigens spøgelse svævede stadig over landet og medførte i vide kredse en defaitisme og manglende tillid til et troværdigt dansk forsvar. For Garderforeningen og dens broderforeninger var tilgangen stagnerende. Det var dog tydeligt, at den ånd, disciplin og kærlighed til konge og fædreland, som Livgarden altid har formået at præge sit personale med, bar frugt. Garderforeningen kom ikke ud i nogen egentlig krise, og fra slutningen af 1920’erne gik det atter fremad med et kraftigt øget medlemstal.

Især fra begyndelsen af 1930’erne, hvor forskellige førerideoligier og tillid til “stærke mænd” begyndte at spille en rolle i Europa, var det, som om mange hjemsendte gardere kunne se Hitlers agtovertagelse 1933 og presset på Nordslesvig begyndte fra tysk side, var det klart, hvad nazismen førte i sit skjold.

Slutningen af 30’erne blev som aldrig før en samlingens tid for foreningen, der i 1939 var oppe på 1.400 medlemmer. I disse år oprettedes luftværnsforeningerne, og foreningen var meget aktiv ved oprettelsen af disse.

Da Sovjetunionen under de røde zarer i 1939 angreb Finland, gik foreningen straks i gang med et omfattende hjælpearbejde til det overfaldne land. Flere af medlemmerne meldte sig som frivillige til den finske hær. I alt meldte der sig godt 200 gardere til den finske hær inden fredsslutningen i marts 1940.

Og så blev det vort eget lands tur! Den 9. april om morgenen ophørte Danmark med at eksistere som et frit land, og vi gik en forsmædelig tilværelse, nærmest som tysk “mønsterprotektorat”, i møde. I Garderforeningen og landets øvrige soldaterforeninger var man nervøs for, at besættelsesmagten skulle forbyde disse foreninger af gamle soldater, men det skete ikke. Dette kom tyskerne senere til at fortryde.

Alt imedens krigen i 1942 gik Tyskland imod på de mange fronter, øgedes modstanden i de besatte lande, og selvom der beklageligvis også var enkelte gardere, hvis nationale blik sløredes, og som gik til den forkerte side, var det klart, at Garderforeningen blev et af de naturlige arnesteder for den væbnede modstand, da denne for alvor satte ind i 1943.

Mange medlemmer deltog i det “hårde” modstandsarbejde, og en række kendte sabotager, likvideringer og efterretningsopgaver tegnede hovedstandens gamle gardere sig for. Foreningen måtte i de sidste krigsår erlægge en blodig skæv på fædrelandets alter gemmen henrettelser, ildkamp med Hipo og deportationer til Kz-lejre.

Foreningen levede i disse år egentligt to liv, et over og et under jorden! Officielt måtte foreningen loyalt følge regeringens bud om lov og orden. Under jorden deltog den ivrigt i modstanden, bl.a. med rene gardergrupper i den store københavnske modstandsorganisation “Holger Danske”, og foreningens formand, grosserer Ove C. Bjerregaard og hans bestyrelse vidste aldrig, hvornår de arresteredes af Gestapo og endte i Kz-lejr! I de sidste måneder før befrielsen skjultes alle forhandlingprotokoller og medlemslister, så en samlet optrævling af foreningen ikke kunne iværksættes.

En særlig facet af modstanden var oprettelsen af “Slotsholms-detachementet”. Man forudså kaos ved en tysk kapitulation, og for at skaffe konge og regering funktionsmuligheder dannedes illegalt, og ledet af officerer fra Livgarden, en stor styrke af pålidelige gamle gardere fra foreningen, der fik til opgave ved en tysk kapitulation at besætte Slotsholmen og holde hele regeringskvarteret mod tyske overfald og angreb af danske medløberkorps. Dette korps kom også i ildkamp med desperate Hipoer 5. maj 1945 og havde tab i rækkerne.

Et særligt krydderi fra den forrykte tid var gamle garderes gravning af en underjordisk tunnel fra Amalienborg og ud under et af de tilstødende huse. Hvis tyskerne – for at sikre sig smertefri afmarch – som gidsel kunne finde på at medføre Kong Christian eller kronprins Frederik, kunne de gamle gardere gennem denne tunnel bringe kongefamilien i sikkerhed, mens politivagten på slottet (der også primært bestod af gamle gardere) gennem kamp holdt tyskerne standen.

Efter 1945 blev det klart, at Danmark måtte have et hjemmeværn. Garderforeningen var blandt de drivende kræfter ved oprettelsen af dette, og mange gamle gardere fra modstandsbevægelsen fandt vej til denne nye folkehær, der stadig tæller mange, både gamle og unge, medlemmer af foreningen.

De fundamentale begreber om pligt, ære og troskab, som er en bærende søjle for personalet i Den Kongelige Livgarde, føres helhjertet videre i Garderforeningen i København. Foreningen er i dag den mest aktive soldaterforening i hovedstaden, den største i Danmark med over 1.200 medlemmer og med et meget aktivt skyttelaug.

Foreningen er gennem mange år et vigtigt udtryk for, at danske soldaterforeninger med rette kan smykke sig med den hædrende betegnelse:

“Hæren bag hæren”