Alle indlæg af Søren Søgaard-Andersen

Nyt om reserven


Den 14. april fortalte OL-R Rune Bech om det arbejde, der er igangsat med at få opbygget en reserve ved Den Kongelige Livgarde. Rune er sat i spidsen for denne opbygning og gennemgik via plancher det store arbejde, der ligger i genopbygningen af reserven, der har ellers har været nedlagt i mange år. Det er ikke bare at indkalde eller få folk til at melde sig frivilligt, da strukturen skal være klar, inden der skal fyldes op med personel. Derudover skal der være faciliteter og udrustning til de personer, der nu skal indrulleres i Reserven.

Efter Rune havde afsluttet sin gennemgang – der sagtens kunne have taget mere end den 1½ time, han fik tildelt, viste OL-R Peder Jon Andersen Reservens saloner på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot.

Aftenens arrangement sluttede som sædvanlig med spisning af smørrebrød og mange hyggelige snakke medlemmerne imellem. Det glædede os – bestyrelserne i Nordre Birk Garderforening og Garderforeningen i København, der i fællesskab stod for arrangementet – at  der også mødte meldlemmer fra andre garderforeninger op.                                                                                                         JAN-70 Jørn Knudsen     

Hæderstegnstildeling 2026

Tildeling af jubilæumstegn. Inden årets generalforsamling blev uddelt jubilæumstegn til 10-, 25-, 40-, 50- og 60 årstegn til medlemmer, der har været medlemmer i det angivne antal år. Herefter blev alle jubilarer fotograferet. Billederne kan ses på Garderforeningens hjemmeside.

Efter tildelingen bad OKT 70 Ole Abildgaard om ordet, og kaldte regionen vicepræsident, Morten Lindgaard, frem. Morten tildelte JAN 70 Jørn Knudsen De Danske Garderforeningers Hæderstegn.

Generalforsamling 2026

Foreningens årligegeneralforsamling blev afholdt den 24.marts i Riddersalen på Frederiksberg Slot. Efter at SEP 59 Ove Rygaard var valgt til dirigent, aflagde formanden, JAN 70 Jørn Knudsen beretning og efterfølgende forelagde han – i fravær af kassereren – regnskabet samt forslag til uændret kontingent for 2027, 350 kr. Alle tre punkter blev godkendt.

JAN 70 Jørn Knudsen ønskede ikke genvalg som formand. I stedet valgtes APR 76 Michael Folke Hellensberg til ny formand. På valg var også AUG 72 Søren Sonberg og AUG 76 Søren P. Søgaard-Andersen, samt som suppleant APR 86 Michael Peter Nielsen. Alle genvalgt. JAN 70 blev valgt til suppleant. JAN 73 Ole Thureholm fortsætter som revisor for en toårig periode.

Under Eventuelt bad formanden APR 76 Michael Folke Hellensberg om ordet og bad om forsamlingens tilslutning til, at JAN 70 Jørn Knudsen blev udnævnt til æresmedlem af foreningen. Dette tilsluttede forsamlingen sig.

Jan Stoltenborg takkede foreningen for støtte til Skyttelauget, og takkede den afgående formand for at have repræsenteret Garderforeningen og for interessen for de små foreninger under moderforeningen.

Referat og regnskab kan findes på foreningens hjemmeside.

Bankospil

Foreningens årlige bankospil blev afviklet i Cafeteriet på Frederiksberg Slot den 20. november. Vi var ca. 80 deltagere, der fik en hyggelig aften ud af det. Præmierne blev heller ikke denne gang fordelt jævnt mellem deltagerne.                                                                                JAN 70 Jørn Knudsen

Foredragsaften med Brigadegeneral Lennie Fredskov Hansen

Fredskov Hansen, de danske garderforeningers nye præsident

Den 16. september havde vi De Danske Garderforeningers nye præsident, pens. Brigadegeneral Lennie Fredskov Hansen, til at fortælle om sig selv og sine tanker for fremtidens DG. Der er noget i støbeskeen, så der vil nok komme ændringer i fremtiden, så vi går en spændende tid i møde.

Arrangementet var i fællesskab med Nordre Birk Garderforening og alle foreningsmedlemmer i region 5 var inviteret, og de fremmødte fik en informativ aften. Aftenen sluttede i Cafeteriet på Frederiksberg Slot med en bid brød og megen hyggesnak.

140 års fest

Den 30. august markerede vi, at det den 25. august var 140 år siden, at Garderforeningen blev stiftet. Det skete ved en stor fest på Comwell Copenhagen Portside. Der deltog gamle gardere, gæster fra Oslo og Akershus Gardistforening med ledsagere. Vi var 130 deltagere, der alle fik en fin aften med god mad, musik og dans.

Rundvisning Københavns rådhus

Den 20. maj, fik vi en rundvisning på Københavns Rådhus. Det var en meget engageret rundviser, der fortalte om alle de skjulte henvisninger til især frimurere, som Martin Nyrup havde fået placeret rundt om i bygningen. Havde vi haft mere tid kunne han have fortsat i flere timer. Rundvisningen sluttede med rådhuspandekager og kaffe.